Nordens Guder

Indeks


Sangene:Side:
Indhold
2
Thor drager paa Eventyr med Loke
3
Kogleriet paa Heden
15
Thor i Helheim
28
Thor kommer til Utgard
35
Giøgleriet paa Utgard
43
Kogleriet opdages
59
Hiemreisen
67
Thor besøger Jetten Hymir
75
Thors Fiskeri
85
Loke fatter Elskov til Sif
89
Hvad Sif og Loke taltes ved
93
Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene
 
Yduns Ran
 
Yduns Frelse
 
Om Vanerne
 
Skades Giftermaal
 
Freiers Elskov
 
Glæden i Valhal
 
Einheriarne
 
Bragis Sang om Gefion
 
Skirnirs Samtale med Freier
 
Freiers Sang ved Kilden
 
Skirnirs Reise
 
Gerdas Elskov
 
Skirnir fuldender sit Ærinde
 
Om Fenrisulven og Tyr
 
Ægirs Giestebud
 
Lokes Svig
 
Hammeren hentes
 
Volas Spaadom
 

Indtastet af Henrik Nielsen fra "Oehlenschlägers Poetiske Skrifter" udgivne af F.L. Liebenberg, 29. del, "Heltedigte og Sagaer, Første Del" - 1862



Nordens Guder

Indhold



Aser og Jetter fremstille de to modsatte Naturkræfter: den skabende skiønne, den forstyrrende plumpe Magt; Loke svæver mellem begge, som den vaklende Tidsaand. Han foreslaar Thor at reise til Jotunheim uden Odins Vidende, for at straffe Jetternes Overmod. Thor daares i Underverdenen, og maa drage med uforrettet Sag tilbage; dog giør han to unge Mennesker lykkelige, og hæver dem til Guder, fordi de forlode Hiem og Forældre, og stolte tillidsfuldt paa ham. Han beslutter atter at hevne sig over Jetternes Frækhed, vil fange Midgardsormen, og reiser anden Gang, med Odins Indvielse, uden Loke. Nu viser han sig i sin hele Kraft, og er nær ved at fange Slangen, da den reddes ved Jetten. I Forbittrelsen mister Thor sin Hammer. Midlertid lefler Loke for Sif, Thors Hustru, men bortvises med Foragt. Da hevner han sig, og afskærer hendes Haar, mens hun sover. Tvungen, af Skræk for Thor og Freier, henter han igien et Guldhaar til Sif hos Dvergene, skaffer Thor en ny Hammer, Freier en Ganger Gullinbørste, Odin Ringer Drupner. Nu træffer det sig kort efter, at Loke drager paa Eventyr med Odin og Hænir, og da Jetten Thiasse fanger ham, og tvinger ham til at bortstiæle Ydun fra Valhal, giør han det gierne, for at ydmyge Aserne. Med Ydun bortsvinder Sundhed og Kraften fra Valhal, Guderne svækkes. Da spaae Nornerne, at Tapperhed vil tvinge Tiden til Troskab ved Kiærlighedens Hielp, og det blomstrende Liv vende tilbage. Saaledes tvinger da Thor Loke til at hente Ydun, og Freia laaner ham sin Falkeham til Toget. Mens Ydun var borte, har Freia mistet sin Husbond Odur, der forlod hende, fordi hun falmede. Skade har indtrængt sig i Valhal, og faaet Niord til Mand. Freier er ørkesløs steget op i den ikke længer saa stærkt straalende Hlidskialf, hvor kun ellers Odin turde komme; han finder sig straffet ved at se en deilig Mø i Bierget, en sielden Undtagelse, i hvilken han heftig forelsker sig. Nu kommer Ydun tilbage, og Livet blomstrer paa ny. Guderne beskrives; Valhals Fryd; Himmelborgene; Einheriarne. Stærkodder kommer til Valhal, og hæves til Gud; Bragi synger en Sang. Det lader ogsaa til, at Freiers Kiærlighed til Gerda vil tilveiebringe Forsoning mellem Aser og Jetter. Skirnir, hans Svend, trøster sin Herre ved at minde ham om Odins egne Elskovsbedrifter; han reiser til den elskede Mø for sin Husbond, overvinder alle Vanskeligheder, løser Jetternes Gaader, indlades, viser Gerda Freiers Billed, og smelter hendes Hierte. Hendes Fader giver sit Ja, hvis Freier vil skienke ham sit Sværd. Paa Reisen har Skirnir tillige skaffet Odin en Lænke til Fenrisulven. Denne bindes paa Gerdas Bryllupsdag, hvorved Tyr mister sin Haand. Saaledes spores alt Jetternes Indvirkning paa Aserne; den forvovne Tyr trodser den tappre Thor. Thor fnyser, hevner sig paa de uskyldige Mennesker, og fortryder sin Hidsighed. Gerdas Bryllup feires anden Gang, hos Havguden Ægir; da spilder Loke, forbittret over Fenrisulvens Fængsel og sin egen Tilsidesættelse, Festens Fryd, forhaaner Guderne, og nødes til at flygte. Vægelsindet, i kiedsommelig Omflakken, faaer han atter Lyst til Valhal, og prøver for at giøre sin Uforskammethed god, at skaffe Thor den rette Hammer Miølner hos Jettekongen Thrymur. Thrymur svarer: det skeer kun paa Vilkaar, at Freia vorder hans Brud. Dette Bud bringer Loke til Valhal, efter at Alferne først have skaffet ham Tilgivelse. Opegget af Thors Foragt, da Loke atter seer Muligheden i at giøre Fortræd, kommer Forførerlysten strax over ham, og ved Heimdal frister han Aserne til et Bedrag, saa de sende Thor, forklædt som Freia, ned til Utgard. Naar Thor er i Utgard, hevner han sig, saasnart Miølner lægges i hans Skiød, og ihielslaaer alle Jetter undtagen Oldinger og Børn, der ere blevne tilbage hos Utgarde-Loke i Biergets dybeste Hvælving. Da fremstiger en stor høitidelig Qvindeskikkelse af Bloddampen, sendt fra den evige Alfader. Hun spaaer Valhals Fordærv, Balders Død, Lokes Qval, den nærværende Verdens Undergang, og Gudernes Straf for denne List, ved at deres Væsen for en Tid skal forgaae, og den fordærvede Natur sønderbrydes. Derpaa trøster hun dem med Forjættelsen om et bedre tilkommende Liv, forenet med fuldkommen Uskyld og Glæde.


2


Nordens Guder

Thor drager paa Eventyr med Loke.



Et Sagn, fuld værd at høre,
Med gamle Runer staaer;
Laaner mig eders Øre,
Mens jeg Guldharpen slaaer!
Hvad i de mørke Skrifter
Er sat med sindrig Hu
Om Asernes Bedrifter,
Det vil jeg tolke nu.

Om Guders Færd mod Jetter,
Om deres lange Tvist
Og Kiærligheds Idrætter,
Om Asa-Lokes List,
Om Valhal vil jeg siunge,
Om Thors Bersærkergang.
Nu kommer, Gamle! Unge!
Og lytter til min Sang.

Det melder en gammel Sanger,
Hvad nu I høre faaer:
Et Land er nævnt Thrudvanger,
Deri en Hofgaard staaer;
Dens Lofte paa Piller ruge,
Af Saler er Huset fuld:
Fem hundred, fyrgetiuge,
Og vel beklædt med Guld.

Søer og grønne Volde
Er trindt om Gaarden lagt,
Med kobberrøde Skiolde
Er hele Huset takt.
Det Kobber kan man skue
Fra Jordens dybe Dal;
Høit straaler i sin Lue
Den lyse Kæmpesal.

Der boer den Gud for Krige,
Den stærke Asa-Thor.
Næst Odin, kan man sige,
Er han meest høi og stor.
Han styrker bolde Helte
Alt med sin Manddomsaand;
Om Lænd han har et Bælte,
Staalhandske paa sin Haand.

3
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Miølner, hans tunge Hammer,
Er dog hans bedste Skat;
Hvorhelst med den han rammer,
Der følger Døden brat.
Naar Bæltet han griber efter,
Og giorder om sin Lænd,
Da voxe svart hans Kræfter
Vel fremfor alle Mænd.

Af Aser overvundet,
Fra Dagens Lys forstødt,
Til Biergets Mørke bundet,
Hvor Alt er koldt og dødt,
Utgarde-Lok' i Lænker,
Den Jetters fule Drot,
Paa Hevn der evig tænker
Udi sit Fængselsslot.

Thi drog han til den Ende
Til Upsals Helligdom;
Han slukte Offrets Brænde,
Og rev de Altre om.
Hofgoder der mon stande,
Dem slog han ned for Fod,
Og drak af Hovedpande
Det fromme lunkne Blod.

Da Odin brat erfared
Den fule Idræt nu,
Da snarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
I Hast han sammenkaldte
De Aser til et Raad,
Og lydeligt fortalte
Utgarde-Lokes Daad.

Da nu de Aser hørte
Den Kæmpes onde Spil,
Sig deres Indvold rørte,
Og deres Blod blev Ild.
Enhver af Hevn mon tørste
Ved hvad der nys var hændt;
Til Jotunheimens Fyrste
Han bad at vorde sendt.


4


Nordens Guder

De Guder brat mon haste,
Dog stærkest higed Thor.
Da bød dem Odin kaste
Guldtavel over Bord;
Men først om trende Dage
Bestemte han den Tid,
At Ingen skulde drage
Med Harm iilsindet did.

Til Bords da Hver sig satte
Med Higen i sit Sind.
Thors Tanker var saa bratte,
Han støtted Haand mod Kind.
Man saae ham længe grunde;
Den Herre tænkte paa,
Hvorledes bedst han kunde
Den Jotun straffet faae.

Den asianske Herre
Med staalbeklædte Bryst
Tidt spænder for sin Kærre,
Har til at age Lyst.
De Bukke frem han kalder,
Ud af den lune Stald.
Naar Kærren vældigt gialder,
Det kaldes Tordenskrald.

Den er vel Loke nævnet
Blandt asianske Mænd,
Som ofte did er stævnet
For Asketræet hen.
Dannis er han tilsyne,
Men Falskhed er hans Skik;
Under hans Øienbryne
Har han et listigt Blik.

Stor Snildhed er ham skienket;
De asianske Mænd
Haver han ofte krænket,
Og frydet tidt igien.
Heel pyntelig i Tale
Er han, og snild i Ord.
Han sad i Odins Sale
Paa Bænk med Asa-Thor.

5
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

De vene Valhals Piger
Med Kinden rosenrød
Da rakte hver en Kriger
En Drik saa saare sød.
De største Horn udstukke
De understærke Mænd.
Thor ledte sine Bukke
Da brat for Kærren hen.

Med Søm han fast mon nagle
Guldskoe til haarden Hov;
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærken Bov,
Tog saa i Haand sin Hammer,
Bød Loke fare med.
Der gnistred Ild og Flammer,
Saa hardt de foer afsted.

Ned ad den hvalte Bue
Da kiørte Ausa-Thor;
Der stod en Rosenlue
Langs med de brede Spor.
Heimdal i Hornet stødte,
Da Kærren forbi ham gik;
De syv Jomfruer mødte
Gud Thor med milde Blik.

Da saae man dybt fra Jorden
Et svart og bistert Syn;
Det buldrede med Torden,
Det glimtede med Lyn.
Guldkærren som en Svane
Da skilte Skyen ad.
Den høie Jotunbane
Deri med Loke sad.

Meldte da Loke fage,
Bestandig arg i Hu:
"Har du ei Lyst at drage
Til Jotunheima nu?
Dig brænder ingen Lue,
Af Styrke har du nok;
Lyster dig ei at skue
Engang Utgarde-Lok'?

6


Nordens Guder

Hvo veed, om hist du vinder
Udi det Tærningspil?
At staae for barske Fiender
Skal Mod og Styrke til.
Hvo iblandt Aser kneiser,
Som du, i Kraft og Aand?
Jeg tænker: bedst du reiser
Da did paa egen Haand."

Da svared Thor hiin stærke,
En helt saa gram i Strid:
"Paa vore Pandsersærke
Ei kiendes Sværdebid.
Min Hielm har ingen Skrammer,
Den trodser Jernets Vold,
Og hvor min Miølner rammer,
Der styrter Dverg og Trold.

Min Fader Alting skuer,
Ham bør sig største Priis,
Hans Øie kraftigt luer,
Hans Aand er saare viis.
Dog kan vel Thor sig raade;
Det er min Stoltheds Gift,
At takke Odins Raade
For hver forundt Bedrift."

Kiørte hen den bolde Herre,
Den stærke Asa-Thor,
Med Loke paa sin Kærre
Ned ad den grønne Jord.
Smaafugle sang paa Qviste,
Sig bøied de smekkre Træer,
Ret ligesom de vidste,
At Valhals Gud var nær.

Roser og smaae Violer
Da falmed for hans Blik:
Den spæde Blomst ei taaler
Saa svar en Luedrik.
Sig deres Kalke lukked
Langs ad den stolte Vei;
Det var ret, som de sukked,
Fordi han saae dem ei.

7
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da monne Solen dale,
Dens røde Straaler veg;
Over de Bølger svale
Den gule Maane steg.
Forbi to Kæmpehøie
Da kiørte den Herre mild;
Der smiilte først hans Øie
Med en lemfældig Ild.

De Skyer sig monne flytte
Saa graaligt, langsomt frem.
Da kom de til en Hytte,
Det var en Bondes Hiem.
Thor fra sin gyldne Kærre
Da fordred Nattely.
Bonden giensvarte: "Herre!
Det vil jeg strax dig flye."

Traadte med venligt Øie
De Kæmper ind fra Toft;
De maate dybt sig bøie
For Husets lave Loft.
Der sad den Bondes Qvinde,
Hans Dotter gik paa Stand
Under de høie Linde.
Hun var en Lilievand.

Den Bonde sig monne neie
Med Qvinden drøvelig;
Han sagde: "Vi kan ei pleie
Jer, som det burde sig.
Nødtørftighed os tvinger
At æde Jordens Rod."
Da bød dem Miølners Svinger
At have freidigt Mod.

Den stærke Jotunbane
Fat om sin Hammer tog,
Alt efter gammel Vane
Han sine Bukke vog.
Qvinden da Dugen bredte,
Hun var i Hu saa glad,
Mens Loke tilberedte
Saa qvægelig en brad.

8


Nordens Guder

De er vel værd at høre,
De underfulde Ord:
De Bukke rundt kan kiøre
Kring Jorden Asa-Thor;
Til Nadver han dem føder,
Kaster Skind og Been i Vraa:
Naar aarle Solen gløder,
De atter karske staae.

Da kom fra grønne Skove
Den Dreng med Qvist og Green.
Loke de fede Bove
Da stak paa skarpen Teen.
Midt udi Bondens Stue,
Alt paa de Fliser smaae,
Brændte den muntre Lue,
Heel lystigt ud det saae.

Et Fad ei Bonden eied
Udi sin hele Vold;
Thi lagde, som han pleied,
Gud Thor sin Steg i Skiold.
De fede Gedebukke
Da trøsteligt de nød.
Det Blod som kom i Krukke,
Var bleven liflig Miød.

Da Nadveren var til Ende,
Var Ausa-Thor ei seen,
Han Skindet ud mon spænde,
Der skulde kastes de Been.
Bondens Smaadreng behænde
Da vilde sin egen Tarv:
Han brød et Been i tvende,
Og aad den stærke Marv.

De Fugle qviddred glade
I aarle Morgenstund.
Da klædte de sig i Plade
Alt efter korten Blund;
De Vaaben de monne hærde,
Bandt Skinner om Arm og Been,
Og sleb de blanke Sværde
Paa haarde Hvæssesteen.


9
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da var det først, tilfulde
Man Drengens List fornam:
Bukken, som trække skulde,
Var udi Hoften lam.
Da Thor mon Læben bide,
At lee ham ikke lysted;
Knoklerne bleve hvide,
Saa haardt han Miølner krysted.

Hans Sener stærkt sig spændte;
Jeg siger det for sand,
Det Hvid' i Øiet udvendte
Den understærke Mand.
Sit Bryn han dybt lod synke,
Ret som den vrede Biørn.
Da maatte man vel ynke
Den Bonde med Viv og Børn.

De Varsler var heel onde,
Den Nød var saare stor.
Neied den usselig Bonde
Sig dybt for Asa-Thor,
Bød ham Alt, hvad han aatte,
For Drengens onde Værk.
Da smile vel han maatte,
Den rige Kæmpe stærk.

Han ynktes ved den Qvide,
Ved Bondens store Nød;
Hans Miner blev heel blide,
Han op ham stande bød.
Han sagde: "Vil du mig give
Din Søn og Dotter bold,
Da skal de hos mig blive,
Og føre Stang og Skiold."

Da maatte sig vel glæde
Den Bonde af ganske Hu.
I Staal og Pandserklæde
Dem Loke førte nu.
Thialf' og Roska liden
Ei deres Glæde dulgte;
Bestandig trofast siden
Den stærke As de fulgte.


10


Nordens Guder

Thrudvangers stolte Herre
Drog frem med freidigt Mod;
Hans Bukke med hans Kærre
Til des hos Bonden stod.
Til Jotunheim at vanke
Lysted den stærke Mand.
Droge de Kæmper ranke
Da mod Troldkæmpe-Land.

Det kan jeg fuld vel sige:
Thialf' blev en Helt saa god,
Han var en Kæmpes Lige
I Førlighed og Mod;
Det voldte stærken Spise.
Dertil var han heel klog,
Thor monne høit ham prise;
Han bar den tunge Brog.

Roska, den vene Søster,
Vel havde Freias Maal;
Om hendes trinde Bryster
Sig hvælved blanken Staal.
Som ingen Mø i Thule,
Hun smiilte kiæk og huld;
Over de Lokker gule
Bar hun en Hielm af Guld.

Med megen Larm og Bulder
Gud Thor i Kobber gik,
Med Miølner paa sin Skulder,
Med Fasthed i sit Blik.
Loke var ei betynget,
Med lette Skridt han gled,
Hans sorte Lok sig slynged
Ad hvide Brynie ned.

Som nu de Kæmper gode
Sig rask afsted begav,
Da pludselig de stode
For et vredladent Hav.
De stolte Bølger skummed,
Og rørte hviden Bund;
Vredeligt Ægir brummed
Huult fra sin sorte Grund.

11
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

I dybe Klippehaller
Sidder den Herre svar,
En Krone af Koraller
Han om sin Tinding har.
Han styrer Bølgen dunkel
Med sin Baadshage-Stang,
Besat med klar Karfunkel.
Hans Haar og Skiæg er Tang.

Naar med sin Stang han rager,
Den understærke Gud,
Da Havet vældigt brager,
Og seer heel bistert ud.
Paa Hlesey kan I finde
Hans Muskelthrone staae.
Ran er den Herres Qvinde,
Hans Datter Bølgen blaa.

Med Niord tidt Forbund fanger
Den vaade Gud saa tryg;
Niord paa sin rappe Ganger
Da rider ad Bølgens Ryg.
Dens vilde Flugt formindsker
Vist Havets Rasen ei;
Forfærdeligt den vrinsker
Hen ad sin vaade Vei.

Da Thor nu mon fornemme,
Selv Loke frygtsom stod,
Da hæved han sin Stemme,
Og bad ham fatte Mod.
"Du bød mig selv hiddrage,"
Sagde den stærke Mand;
"Nu vil vi ei forsage,
I hvad der møde kan."

Thi styrted som en Klippe
I Havet Asa-Thor;
Han lod ei Haabet glippe.
De Andre efterfoer.
Med Hielm og Pandsersærke,
Opmuntret, uforsagt,
Strede de Kæmper stærke
Mod Havets store Magt.

12


Nordens Guder

De stemte sig med Vælde
Igiennem Fraad' og Tang;
Under steile Fielde
De hørte Havfruesang.
Da gieldte det tilvisse,
At bryde vaaden Rum;
Høit over deres Isse
Slog Havets hvide Skum.

Det maa Enhver vel sige:
Den understærke Thor
I Styrke har ei Lige
I Himmel, som paa Jord.
Han sine Sener spændte,
Han hialp de Andre hver,
Ret som en Hval han rendte
Forbi de skarpe Skiær.

Kun sielden længe dvæler
Den understærke Mand;
Snart Midgardsormens Qvæler
Vandt til det tørre Sand.
Da stod de vandbetynget
Ved Maanens matte Skin
Udi en Ørk, hvor Lynget
Dem vikled Foden ind.

Før falder Maanens Skive
Fra Himlen ned til Jord,
Før Thor kan modløs blive;
Han raabte høit de Ord:
"Nu lader os med hverandre
Ved dette røde Lius
Dybt ind i Landet vandre,
Indtil vi seer et Huus."

De vandred op i Landet
Med stor Besværlighed;
Snart siunke de i Sandet,
Snart de paa Isen gled.
Der blæste skarpe Vinde,
Da segned Roska hen.
Loke hialp den hulde Qvinde,
Han var en Qvindeven.

13
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Natten var sort at skue,
Det hyled fiern og nær,
Den mørke Himmelbue
Var fuld af røde Sværd,
Af Stierner med Riis og Haler;
Da skialv den vene Mø.
Man hørte store Hvaler
Høit fnyse i vilde Sø.

Thor blev i Hu da bister,
Han spændte fast sit Bælte:
"Utgarde-Loke frister
De lyse Asgards Helte.
Han skal os ei forlede,
Jeg vil hans Frækhed dæmpe."
Saa talte i sin Vrede
Gud Thor, den stærke Kæmpe.

Da blev de vaer en Hytte,
De ginge strax derind.
Den kunde vel beskytte
For Kuld og skarpe Vind.
Dens Rum var saare vide,
Sligt Huus de saae ei før:
Dets ene ganske Side
Var en heel mægtig Dør.

Thi løfte de da Brogen,
De trængte vel til Føde.
Ung Roska sad i Krogen
Med Kinder lidet røde.
To sødne Bukkebove
Da Hungeren fordrev,
Saa gik de hen at sove,
Kun Thor aarvaagen blev.

I Døren han sig satte
Med Haand alt under Kind,
Sin Miølner han mon fatte
Med uforfærdet Sind.
Han maatte sig vel trøste
Alt ved sin bedste Skat,
Saa fast han den mon kryste,
Og stirred i svarten Nat.


14


Nordens Guder

Kogleriet paa Heden.



Som Thor med vaagent Øre
Nu trøstig sad i Mag,
Da fik han snart at høre
Et svart og vældigt Brag.
Havet, som stedse skummed,
Blev overdøvet brat;
Det var, som Jorden brummed
Dybt i den tause Nat.

Da sorte Skyer braged,
Og røde Straaler stod;
Det var, som Muldet knaged
Under den Herres Fod.
Men Thor, den Gud for Helte,
Sad rolig i sin Kraft;
Han spændte sit Sværdbælte,
Og svang sit Hammerskaft.

Han raabte med stor Harme
Hen ad den mørke Vei:
"Hvad tør saaledes larme,
Naar Hlorrida ager ei?"
Han kunde sin Kraft ei dæmpe,
At slaee den Herre lysted;
Den senestærke Kæmpe
De blanke Plader rysted.

Da monne den Stierneklare
Med Haler af røden Blod
En Jotun brat opklare
Alt for den Herres Fod.
I Søvne han sig strakte,
Han var heel stærk og stor,
Hans Krop sig vidt udstrakte
Langs ad den nøgne Jord.

Da mon med Miølner høde
Den Herre kiæk og bold;
Han vilde slaae til Døde
I Hast den arge Trold.
Det var sig Jette svare,
Han sprang fra Jorden op.
Da monne først aabenbare
Sig hans uhyre Krop.

15
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Han hørtes vældigt buldre,
Han foer saa gramt afsted.
Han havde brede Skuldre
Og stærke Knokkelled.
Ei mindste Ord han sagde,
En Stang kun var hans Værn.
De haarde Sener lagde
Sig om hans Arm som Jern.

Da glemte Thor at høde,
Ham lysted ei at true,
Grandt ved de Lius saa røde
Han monne den Jotun skue.
Han sagde: "Siig mig dette,
Hvad est du for en Mand?"
Giensvarte stærken Jette:
"Jeg er fra Kæmpeland.

Vel Skrymner man mig nævner;
Med lange Stang i Haand
Jeg slaaer, at snarlig revner
Hver Ring, hvert Pandserbaand.
I Hielm og Vargestoke,
Vel foret blødt med Maar,
Jeg tiener Utgarde-Loke
Udi hans Herregaard.

Ikke du mig behøver
At sige her dit Navn.
Søn af en Sværdesløver!
Du est ei Jetters Gavn.
Dig nævner høit med Ære
Himmel, dertil vel Jord;
Dog liden tykkes mig at være
Valhallas Asa-Thor.

Heel ræd du blev tilvisse
Nys ved min sagte Larm.
Med Hielmen om din Isse
Du naaer ei til min Arm.
Jeg paa min Haand dig sætter,
I alt dit Kobber klæd,
Dog nævnes jeg blandt Jetter
Spærlemmet meest og spæd."

16


Nordens Guder

Den Jotun ydermere
Saaledes tog til Ord:
"Hvor mon min Handske være?
Har du bortslæbt den, Thor?"
Han kunde sin Spot ei dølge,
Han loe af Valhals Gud.
Da vaagned den Herres Følge,
Og kom af Hytten ud.

Jetten til Jorden knæled,
Han var saa arg i Hu;
Han ydermere mæled:
"Hvor er min Handske nu?"
Hans tykke Hielmbusk vaied,
Som Fieldets Granetop;
Han sig til Jorden neied,
Og løfted Hytten op.

Da saae de Kæmper gode
Ved aarle Morgenstid:
Hvad de en Hytte troede,
Var en Staalhandske viid.
Jetten den monne tage,
Han trak den paa til Gru.
Da monne brat forsage
De Kæmper af ganske Hu.

Thor hørtes da at tale,
En Helt saa kiæk og huld;
Han monne dem vel husvale,
Han var saa tillidsfuld.
"Ei Kraften i at voxe
Bestaaer," saa var hans Ord;
"En Ulv tidt vog en Oxe,
Var dog ei nær saa stor.

Jeg kan vel sige dette:
Ei skal mit Mod forgaae,
Skiøndt denne fule Jette
Lader til godt at slaae.
Jeg føler dog tilfulde
Min hele Guddomskraft;
Ondt var det, hvis jeg skulde
Mistroe mit Hammerskaft."

17
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Det var sig Jetten svare,
Han støtted sig til Spiud:
"Hvad driver Thor at fare
Saa langt fra Asgard ud?
Hvad vil du, kiære Herre!
I denne Ørk paa Sand?
Hvis stander uden Kærre
Thor i Troldkæmpe-Land?"

Da svared med stor Ære
Den Gud, for Helte kiær:
"Mig lyster her at være,
Og derfor er jeg her.
Alt om din Drot hiin forte
Jeg hørte mangt et Ord;
Snart inden for hans Porte
Staaer Valhals Asa-Thor.

Jeg vil den Helt dog skue,
Ja gieste ham dertil;
Jeg frygter ei hans Lue,
Og ei hans Trolddomsspil.
Før altid Jetter skialfe,
Naar frem treen Asa-Thor."
Da smiilte Rosk' og Thialfe
Til deres Herres Ord.

Raabte da Jetten svare,
Saa det i Bierget klang:
"Du sætter dig i Fare,
Lad af med denne Gang!
Giennem de sorte Stænger,
Som hegner Utgards Hiem,
Sig ingen Asa trænger
Hidtil ustraffet frem.

Lad af, du hvide Aser!
At nærmes dig min Drot.
Hvad hielper det, du raser?
Det blier din Skam og Spot.
Du kommer ei som Frænde,
Du har et fiendtligt Sind.
Det bliver din Elende,
Saafremt du gaaer derind.

18


Nordens Guder

Vend om, vend om, tilbage,
Op til dit lyse Hiem!
Hvad gavner dig at drage
Blandt Lyng og Tidsler frem?
Et Hav, hvor Stormen tuder,
Blev sat, for at adskille
Jetter og lyse Guder.

I Lyst, som aldrig savnes,
I Spil og Vaabendands
De stolte Guder favnes
Af Solens varme Glands.
Jer Nornen har beskieret
Et lystigt Herskerliv;
Vorde tilbedt og æret
Af Mand, saavel som Viv.

Jetter og sorte Trolde
Fik et heel andet Mærke.
Inden Fieldets Volde
De voxe kæmpestærke.
Ei Jordens Børn dem dyrke,
Til Skræk de bryde frem.
Thi Klippens Kraft og Styrke
Faae de i mørken Hiem.

Sort Bolig blev os givet,
Kun lys af Branden rød;
Som Aser bringe Livet,
Vi bringe Skræk og Død.
Os Mulmet oftest skiuler,
Vi diærvt med Køller slaae;
I vore dybe Huler
Selv Guder gyse maae."

Thor monne svarligt studse,
Slog Hamren mod sit Skiold;
Han sagde: "Onde Thusse!
Du est en arger Trold.
Min Miølner nu ei langer
Op mellem dine Bryn;
Men sad jeg i Thrudvanger,
Jeg knuste dig med Lyn.

19
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Hvor vover Utgards Kæmpe
At tale saa til Thor?
Vil du mit Mod neddæmpe,
Du Myr' i svarten Jord?
Skiøndt du dig høit kan række
Fra disse Tidsler ud,
Tro ei, du kan forskrække
Valhallas stolte Gud!"

Han sagde ydermere
Den Herre saa mangelund:
"Var der af Jetter flere,
End Sand paa Havsens Bund,
End Øgler i Nastronds Sale,
Det var mig lige Skiel;
Det skulde mig ret husvale,
At slaae enhver ihiel.

De Guder, Helte dyrke
Med Ild og Offerblod,
Fik Kraft og selsom Styrke
Med Dannished og Mod.
Troer du, at Mørkets Jetter
I Magt os overgaaer?
At Asa-Thors Idrætter
Selv under Lokes staaer?

Du svulne Svamp tilvisse
Med luftigskiøre Spær!
Jeg burde kløve din Isse
Med dette gode Sværd.
Vel Jordens Børn maae bløde
For eders grumme Tand;
Men Thor kan eder døde
Blot med sin Skiolderand.

Den graa Alfader fatte
Jer hen i sorten Hiem;
Bland Luer og Biergets Skatte
I lumsk kun bryde frem.
Kun Natten eder maner,
Da faaer I Overhaand;
Er Livets lumske Baner
Med lange Spiud i Haand.

20


Nordens Guder

Paa Lys I stedse pukke,
Dertil hver Kraft saa god;
Derfor I Øiet udhugge,
Og drikke Hiertets Blod.
Efter alt Godt at dræbe,
Som Ulv og hungrig Biørn,
Kun dirrer eders Læbe,
I blege Nattens Børn!

Men Aserne fik Vælde
Med Viisdom og med Raad.
Vi skal vel eder fælde,
Saa er af Nornen spaaed.
Vi skal jeg brat nedknuse;
Bierget blier eders Grav.
Da eders Blod skal bruse,
Som et fortvivlet Hav.

Selv eders Slægt i Bierge,
Med Hammer og med Tang,
De listigkloge Dverge
Maae eders Undergang.
De smedde mangt et Stykke
Til Østens lyse Æt;
Dem skal vi eengang smykke
Med eders røde Tvæt.

Miølner, min tunge Hammer,
Gav mig en Dverg saa god;
Under dens dybe Skrammer
Frempibler Dødsens Flod.
Disligest dette Bælte,
Som giør mig stærk og stor.
Thi frygt den Gud for Helte!"
Saa taled Asa-Thor.

Det var sig Jetten svare,
Ringled med Pandserbaand.
Thor stod i Harnisk klare
Med Miølner høit i Haand.
Da gøs den arge Jette
Alt ved den Herres Mod.
Han sagde: "Vi vil ei trætte,
Du ædle Kæmpe god!

21
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Jeg vil dig Veien vise
Til Utgards fierne Hiem.
Jeg skal dig vel bespise,
Mens her vi vandre frem."
Han sagde ydermere:
"Du est en tapper Mand;
Kiært vil det Loke være,
At see dig i sit Land."

Ginge de Kæmper gode
Langs med den stille Sø.
Da var ei ræd til Mode
Selv Roska, den vene Mø.
Skrymner, stærken Kæmpe,
Gik med en Brog foran;
Da monne Vreden dæmpe
Gud Thor, den stærke Mand.

Som nu de længer ginge,
Blev Veien mere god.
De bolde Kæmper finge
Derved vel Kraft og Mod.
De vandred langs en Slette;
I røden Aftenstund
Stode de Kæmper trætte
Brat or en løvrig Lund.

Da sagde Jetten svare,
Han Brogen synke lod:
"Nu vil vi meer ei fare,
Du ædle Asa god!
Alt i den grønne Skygge,
Hvorhen de Fugle tye,
Der vil vi hvile trygge
Til aarle Morgengry."

Løfted han Brogen snarlig
Da ned med stærken Haand,
Bad Thor at fare varlig
Alt med dens møre Baand.
Han sagde: "Du vil finde
En Nadver her at staae,
Saa god, som nogensinde
Du den hos Sif kan faae."

22


Nordens Guder

Den skulderbrede Jette
Gik bort med disse Ord.
Han monne ned sig sætte
Alt paa den grønne Jord.
Udi de stille Skove,
Udi det lune Læ
Den Jotun monne sove
Under et løvfuldt Træ.

Gud Thor, dertil vel Loke,
Samt Thialf' og Roska hvid,
I Hielm og Vargestoke,
I svalen Aftenstid
Paa Græsset ned sig satte,
Saa hungrig ved den Gang.
De monne Brogen skatte,
Dertil den Kæmpe lang.

Da sagde Thor med Ære,
Den understærke Mand:
"Vi maae det mage, Kiære!
At Skrymner ei klage kan.
Han bad mig varlig tage,
Om Brogens møre Baand;
Derfor, o Roska! fage
Jeg gier den i din Haand."

Sank da med venlig Villie
Alt under grønne Træ
Roska, den hvide Lilie,
Paa sine runde Knæe.
Den Knude fast var knyttet,
Tæt slyngte sig de Baand.
Det Arbeid lidet nytted;
Træt sank den spæde Haand.

Thor fra mosgroede Stene
Til Thialf' da raabte saa:
"Du vil vist ei formene,
at vi vor Nadver faae.
Din Søster Intet mægter,
Den fagre Rosenkind;
Løs du de skiøre Hægter,
Som slutte Skatten ind!"

23
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da Thialf' paa Hug sig satte
Med Brogen mellem Been,
Dens Baand han vel mon fatte,
Den Kæmpe ver ei seen.
Først pilled han med Lempe,
Men løsned ingen Snor;
Raabte den stærke Kæmpe
Da hen til Asa-Thor:

"Slig Knude ei man bryder
Med en lemfældig Haand;
Klogt giør du, hvis du byder
At rive sønder de Baand."
Alt ved den lyse Maane
Da svared Asa-Thor:
"Dem har jeg lovt at skaane,
Og bryder ei mit Ord.

Loke, du bolde Kæmpe,
Min snilde Følgesvend!
Jeg vil min Lyst ei dæmpe,
Gak du til Brogen hen.
Hvad der for Jordens Slægter
Er tungt, ja skiult i Løn,
Det tror jeg vel du mægter,
Du fagre Laufeis Søn!"

Det vil jeg ei fordølge,
Da gik den snilde Gud;
Hans sorte Lok mon bølge
Ned ad det hvide Skrud.
Loke den Brog i Hænde
Da tog med megen List -
Men Intet det monne bevende
Alt efter lange Frist.

Da smiilte Thor hiin faste,
Han reiste sig fra Steen;
Han monne svarlig haste,
Han var ei længer seen.
Han greb om Baandets Ender,
Saa kiær var ham den Brad -
Men med de stærke Hænder
Han skilte Intet ad.

24


Nordens Guder

Greb da den Gud i Vrede
Sit Sværd i største Hast;
Han trak det af sin Skede,
Han Hug paa Knuden fast.
Heel kraftig da han hugged,
Han brugte vel sin Haand -
Men end bestandig lukked
For Brogen de feige Baand.

Da hæved Thor hiin stærke
Sin Miølner med Hænder begge.
Han sagde: "Jeg kan mærke,
At Trolden mig vil giekke.
Thi vil jeg nu ham dræbe
Alt for hans onde Værk;
Mit Jern i Blod skal klæbe
Paa brustne Pandsersærk."

Gik for den Trold at døde
Gud Thor da hen i Mag.
Han monne med Miølner høde,
Han slog et vældigt Slag
Ret midt udi hans Pande
Mellem de tykke Bryn.
Det maatte de Kæmper sande,
Det var et svarligt Syn.

Det var sig Jetten svare,
Han Øiet halv oplod;
Han saae, i Harnisk klare
Thor ved hans Side stod.
Han sagde: "Hvi blev jeg vaagen?
Faldt ned paa mig et Blad?
Hvor staaer det sig med Brogen?
Har du nu skilt den ad?"

I Harm da Thor mon blusse,
Han bed sig i sin Læbe.
Han tænkte: "Du onde Thusse!
Jeg skal dig dog vel dræbe."
Jetten ei længe skumled,
Han sov paa grønne Vold.
Høit det i Skoven rumled,
Saa snorked den lede Trold.

25
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Slog da med Kraft og Harme
Gud Thor kun lidet blidt.
Han hæved sine Arme
Heel mandeligt og tidt.
Der gnistred Ild og Flammer,
Den Gud var vred i Sind;
Thi sank den tunge Hammer
Vel dybt til Næbet ind.

Det var sig Jetten stærke,
Trak lidet med sin Mund;
Han sagde: "Jeg kan mærke,
Jeg sover i en Lund.
For tidt jeg bliver vaagen,
Nu faldt der ned et Bær.
Hvor staaer det sig med Brogen?
Nu dog vel løst den er?"

Derpaa sig Trolden vendte,
Og sov paa bløden Jord.
Da fast sit Bælte spændte
Den stærke Asa-Thor.
Høit lød hans Stemme klare
Til Odin op i Sky;
Da monne den Fugleklare
Forfærd af Skoven flye.

Hans Øine stod i Lue,
Der hørtes stærke Skrald,
Han hug af al Formue
Mod Jettens Pandeskal.
Strakte sig stærken Jette
Heel mødig da og seen.
Han sagde: "Hvad er dette?
Nu faldt der ned en Green."

Derpaa han langsomt reiste
Sig høit fra Græsset op.
Da Morgensolen kneiste
Alt over Skovens Top.
Han sagde: "Nu det bliver,
O stærke Thor! vel bedst,
At du dig did begiver,
Hvor du din Hu har fæst."

26


Nordens Guder

Gik da heel blid og rolig
Den skulderbrede Trold
Mod Utgards mørke Bolig
Alt med sin Stang og Skiold.
De store Utgards Porte
Man i det Fierne saae,
Befæst med Stænger sorte,
Samt Bolt og mægtig Slaa.

Da strakte svaren Thusse
Mod Utgard ud sin Haand;
Han sagde: "Ei du studse
For disse stærke Baand!"
Han lagde Thor i Hænde
Et Spyd med Staal paa Top.
Han sagde: "Med dets Ende
Du støder Porten op.

Nu jeg Farvel maa sige,
Jeg kan ei længer gaae.
I Utgarde-Lokes Rige
Fleer Jetter I see vil faae.
Lad eder ei forfærde,
Gaaer frem med rolig Fod!
I har jo stærke Sværde,
Dertil vel Kraft og Mod."

Derpaa sin Kaas han fatte,
Mens fast han Brogen bandt,
Hen mod de Klipper bratte
I Nordens fierne Kant.
Han gik med Skridt heel svare
Hen mod den Biergerad.
Da drog den Kæmpeskare
Mod Utgards skumle Stad.


27
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Thor i Helheim.



En Saga fast utrolig
Jeg nu kundgiøre maa:
Mod Utgards fierne Bolig
Monne de Kæmper gaae;
Hvert Skridt de monne tage,
Da var det ligerviis,
Som gled de to tilbage
Hen paa den glatte Iis.

Da monne Veien dale;
Det gik i Dybet brat.
Man hørte Haner gale,
Det blev til mørke Nat.
Da Thialf' og Roska gyste,
Men frem gik Asa-Thor;
Hans Harnisk for dem lyse,
De traadte i hans Spor.

Alt mere dybt de stege
Ned i det steengraa Field;
Da saae de Skygger blege,
Og hørte Kildevæld.
Gud Thor ei længe hviled,
Han slog sig ei til Taal;
Med raske Skridt han iled
Hen mod sin Idræts Maal.

Som nu han frem sig skyndte
Heel fro og trøstelig,
Da Mørket snart begyndte
I Lys at tabe sig.
Man skued Fakler blaane
Udi den dybe Grøft;
Glimt af den blege Maane
Faldt i en Klippekløft.

Da kom de til en Laage
Udi den Klipperad;
Der monne to Skygger vaage,
De tæt for Døren sad.
De vare dødligblege
Og under Øine blaae;
De op fra Bænken stege,
Og paa det Følge saae.

28


Nordens Guder

Den Ene var en Qvinde,
Den Anden var en Mand;
Sligt Folk kan ingenfinde
Saae i et andet Land.
De monne svarligt fryse
Udi det kolde Hiem.
De toge til at gyse,
Da Thor tiltalte dem.

De havde Hielme sorte,
Hver løfted Hamren sin;
Foruden Pandserskjorte
De stod i hvide Liin.
De Hamre graalighvide
Var giort af Dødningbeen;
De lod dem mat nedglide,
Da Asa-Thor fremtreen.

De sagde: "Ingensinde
Slig Skare før hidkom.
Hvad søger I derinde?
Vend om, o Flok! vend om."
De monne svarligt sukke
Udi den skumle Vraa;
De sagde: "Vi mon indlukke
Kun dem, som døe paa Straa.

Hvad vil I Kæmper stærke,
Som gløder i liflig Kraft,
Forinden Sprinkelværke,
Hvor ingen Fryd af havt?
Hvor blakketbleg en Qvinde
Uddeler Sorg og Qvalm
Blandt dem, som boe derinde,
Hendøet paa Bænkehalm?"

Da sagde Thor hiin stærke
Til Rosk' og sine Mænd:
"Nu kan jeg fuld vel mærke,
hvor vi er vandret hen.
For Helheims sorte Grotter
Vi nu tilvisse staae.
Loke! din blege Dotter
Vi snart at see vil faae."

29
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da skiælved Loke fage,
I Kinden steg hans Blod,
Han vilde gaae tilbage,
Han blev i Hu saa mod.
Han sagde: "Jeg vil ei skue
Min Æt saa drøvelig;
Til Asgards lyse Lue
Jeg atter svinger mig."

Da raabte Thor hiin faste,
En Gud saa god, som stærk:
"Du maa dig ei forhaste
med overilet Værk.
Hvad nytter Sorg hiin svare
Vel over Skiebnens Bud?
Lad brat slig Daarskab fare!
Den sømmer sig ei en Gud.

Alt af en Jetteqvinde
Du dig bedaare lod.
Det Gode ingensinde
Sprang ud af Jetteblod.
Men vist din Elskovsbrynde
Stod udi Skuldas Bog;
Hun monne din Daad fremskynde,
Den Norne viis og klog.

Man for din Æt maa gyse,
Men hvo foragter den?
Den skabtes til at kyse
Guder, saavel som Mænd.
En Angst, som ulmer, flammer,
Og bryder voldsomt ud,
Den kun fra dig nedstammer,
Du underfulde Gud!

Hvor heldigt Livet gløder,
Hvor det i Kraft bestaaer,
Der altid Frygten møder
For at det snart forgaaer.
Saaledes Fenris skrækker
I Valhals bedste Lyst;
Hans Blik en Frygt opvækker
Selv udi Odins Bryst.

30


Nordens Guder

Hvad var vort Asgard vide
Vel frem for Jordens Hiem,
Hvis ikke Sorg og Qvide
Og Død adskilte dem?
Den eviglumske Smerte,
Ret som en Snog saa grøn,
Omvinder Jordens Hierte;
Det, Loke! er din Søn.

Vel var det, Asa kiære!
At Hel du avled stærk;
Hun bør høit agtet være,
Hun straffer Niddingsværk.
Hun er min Hevnerinde,
Hun tugter rædde Mænd;
Thi lad din Sorg forsvinde,
Og vend ei om igien!"

Alt ved den kloge Tale
Forsvandt da Lokes Frygt.
Han monne sig husvale
Alt ved den Herres Kløgt.
Sit Spyd Gud Thor da hæved,
Og stødte Døren ind;
Den let tilbage svæved,
Ret som et Blad for Vind.

Da saae man Thor at drage
Med sine Mænd afsted.
Høit Hallen monne gientage
Den Skares tunge Fied.
Det var sig Roska liden,
Den fagre Lilievaand,
Hun vandred Thor ved Siden,
Og holdt ham ved hans Haand.

Igiennem krumme Gange
Kun svage Lys de saae;
De var saa saare trange,
Der var heel ondt at gaae.
Da pludselig de skued
En Hule hen mod Nord,
Hvor Stenen høit sig bued
Udi en Sal saa stor.

31
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Der sad langs Væggens Side
De rædde Helheims Mænd;
De var saa syglighvide.
Thor vandred mod dem hen.
De var saa saare bange,
De svedte Angstens Sved.
Om deres Liv en Slange
Tæt slyngte sig, og bed.

En Stol høit monne stande
Alt under hvælvet Steen;
Den var af Hovedpande
Og skiøre Dødningbeen.
Der saa man Hel at true,
Halv var hun hvid mod Fod,
Mod Issen blaa at skue
Af underløbet Blod.

Et Dødningbeen hiin hvide,
Vel bleget i Maaneskin,
Hun strakte ud til Qvide
Med et hevngerrigt Sind.
Det monne muldent lugte,
Hun svang det som en Vaand;
Som Kongespiir hun brugte
Det i sin klamme Haand.

Der var saa tyst derinde,
En Liiglugt overalt;
Der rørtes ingen Vinde,
Kun hule Suk giengialdt.
Tre Fakler blaalig lued,
Ved hver en Dødning stod;
Man idel Rædsel skued,
Kun intet Spor af Blod.

Da saae man Thor at smile,
Han vendte sig omkring,
Han monne hurtigt ile
Hen i de Dødes Ring.
Han raabte høit derinde
Da disse strenge Ord:
"Saa gaae det hver en Qvinde,
Som ei tør følge Thor!

32


Nordens Guder

I usselige Daarer,
Som frygted Saar og Død!
Nu Hel jer evig saarer
Med Qval og bitter Nød.
I lod ei Hielmen hvælve
Om Issen kiækt i Strid;
I skabtes til at skiælve,
Saa skiælv til evig Tid!"

Derpaa den strenge Kæmpe
Treen fast for Hela frem.
Han monne Stemmen dæmpe
I hendes mørke Hiem.
Han sagde: "Gustne Qvinde!
Retfærdigt straffer du;
Dog staaer jeg ei herinde
Med en frivillig Hu.

Til Utgards Drot at drage,
Dertil stod fast mit Sind,
Da monne han det saa mage,
At her jeg vandred ind.
Thi siig mig, hvis du mægter,
Hvad Kaas jeg tage maa,
For at de stærke Slægter
I Jotunheim at gaae!"

Da skreg til Miølners Svinger
Hel med sin Stemme styg;
Det klang, som Sværdet klinger
Udi en Pandserryg:
"Forlad min sorte Bue!
Gak frem! Snart est du der.
Det blænder mig, at skue
Din Sundheds Rosenskiær."

Da vinkte brat behænde
Gud Thor med dristig Blik.
Sig Loke bort mon vende,
Da Hel forbi han gik;
Fast han sit Øie lukked,
Saa tung var ham den Gang.
Hun saae paa ham, og sukked,
I hendes Spiir det klang.


33
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Det vil jeg ei fordølge,
Da gik den stærke Gud
Alt med sit lidet Følge
Af Hulen snarligt ud.
Igiennem Bierget vide
Han foer paa hurtig Fod;
Paa Fieldets anden Side
Den Gud da snarlig stod.


34


Nordens Guder

Thor kommer til Utgard.



Da laae ret for hans Øie
Den store Utgardsstad.
Det mon ham vel fornøie,
Han blev i Hu saa glad.
Af store Biergerader
Var Byen sluttet ind;
Ved Porten Mænd i Plader
Sad der med Haand paa Kind.

Hen fra de grønne Volde
De smiilte til hans Hammer;
De havde Klippeskiolde,
Og Spyd af Granestammer.
Gud Thor gik uforfærdet
Afsted med sine Mænd.
De Jetter hæved Sværdet,
Men sænkte det igien.

Det Jettespyd hiin lange,
Som Thialfe trolig bar,
Gud Thor da monne fange
Alt med sin Kraft saa svar.
Hardt det mod Porten stævned,
Saa det i Bierget klang;
Da brat de Bolte revned,
Med Gny den Port opsprang.

Da monne Roska skiælve,
Hun fandt sig i et Huus,
Hvor Klipper høit mon hvælve,
Og skiulte Dagens Lius.
En Væg af Marmor hvide
Stod for dem blank og blot;
Der, finge de at vide,
Var Utgarde-Lokes Slot.

Udi den skumle Bolig
Ei skinte mindste Sol;
Der sad den Høvding rolig
I steenudhugne Stol.
Omkring den Drot hiin svare,
Som der saa trøstig sad,
Stod udi Harnisk klare
En treleds Kæmperad.

35
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Thor monne paa ham stirre,
Den stærke Gud, saa trygt;
Han saae hans Læbe dirre
Af underkuet Frygt.
Han rørte ei en Sene,
Han var som Marmor graa;
Med røde Ædilstene
Paa Asa-Thor han saae.

Udi den dybe Hule
Der var stort Mørk' og Qvalm.
Han slog mod Skioldets Bule
Alt med sin Kiølv af Malm.
Da lyste Biergets Kløfter
Med Sølv og røden Guld,
Ild giennem dybe Grøfter
Sprang frem af sorten Muld.

Alt ved de stærke Fakler
Den Drot da talte saa:
"Du seer, at Loftet vakler,
thi det er bedst, at gaae."
Sit Blik Gud Thor da hæved,
Da han de Ord fornam;
Han saae, en Klippe bæved,
Og vilde knuse ham.

Han sagde: "Det maa synke,
Som ei kan hæve sig.
Du skal mig ikke ynke,
Hvis Stenen dræber mig."
Den Klods med megen Vælde
Da faldt fra høien Kløft
Ned i de hule Fielde -
Og fyldte Gulvets Grøft.

Da aabned sig en Laage
I Biergets Side stor,
En hvid og døsig Taage
Ud af sit Giemme foer.
Den monne rundtom fare,
Som i en Bølgedands;
Omkring den Asa-Skare
Den lagde sig i Krands.

36


Nordens Guder

Da smiilte Gudens Læbe,
Han saae paa Jetten stivt:
"Dit Field mig kan ei dræbe,
og heller ei din Gift.
Valhalla jeg forlader,
Jeg er sædvanlig tryg,
As Odin er min Fader,
Min Moder kaldes Frygg."

Da svared brat behænde
Den fule Utgards Drot:
"Jeg veed vel, til hvad Ende
Du kommer til mit Slot.
Jeg veed, fra hvem du stammer
I lysen Klædebon.
Dog skrækker ei den Hammer,
Du har udi din Haand.

Du til din Styrke sætter
For stor og dristig Lid.
Husk: Jetterne er Jetter,
Og det fra Arilds Tid!
Før Aserne de leved
Med megen Vælde stor,
Da ikke tænkt var blevet
Paa Miølner og paa Thor.

Ved Verdens første Tide,
Før Nogen Lyset saae,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa.
Mod Norden Iis og Taage
Da laae paa Niffelhiem,
Fra Muspels sydre Laage
Foer Ild og Gnister frem.

Da mødtes Hedens Vinde
Med Riimfrost i den Grav;
De blandte sig derinde,
Og der blev Draaber af.
Ild monne Kulden dæmpe,
Og Kulden atter Ild;
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke Ymer vild.

37
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Han blev en vældig Fader
Til alle Troldes Æt,
Som nu i Biergets Rader
Med megen Kraft er sæt.
Var da ei til din Kærre,
Som nu saa stolt du seer."
Da svared Thialfes Herre:
"Lad mig kundgiøre meer!

Jeg skal dig vist giengielde,
Fortælle Sagnet tro:
Da ved Alfaudurs Vælde
Blev til Audumble Ko.
Hun slikked Riim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene,
Men og af Kiød og Blod.

I kolde stille Kræfter
Sig blandte rørigt Liv.
Da Bure blev; derefter
Blev Bør, han tog en Viv
Af eders Kæmpestamme,
Heel skiøn og mild at see.
Deraf sprang frem i Flamme
Gud Odin, Vil' og Vee.

Hvad hele Verden aatte
Udi sit dunkle Hiem,
Sig sammenhobe maatte,
For os at bringe frem.
Først mangen Egestamme
Maa voxe, hugges smaa,
Før der med liflig Flamme
En Alterild kan staae.

Derfor, o sorte Jetter!
Saae I først Lyset her.
De første As-Idrætter
Var dem, at knuse jer.
Vi Ymer snart mon dæmpe,
Han ei vor Kraft modstod;
Da hver en Jettekæmpe
Flux drukned i hans Blod.

38


Nordens Guder

Vi kasted ned med Torden
Hans Krop i Svælgets Grav,
Deraf vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav,
Udaf hans Been de fierne
Bierge med megen Gru,
Skyerne af hans Hierne;
Der drømmer den endnu.

Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad;
Deraf blev snart tilsyne
Den store Midgards Stad.
Hans hvælvethøie Pande
Vi spændte ud derpaa.
Da Himlen mon opstande;
Den farved Freia blaa.

Med muspelheimske Gnister
Vi pryded den i Hast;
Nu Stiernen aldrig mister
Sit lyse Stralekast.
Udi sin Glands hiin klare
Den høit paa Himlen staaer,
Mens Asers stolte Skare
Paa den med Fødder gaaer.

Vi tvende Træer mon fælde
Alt ved hiin store Sø;
Da blev ved Guders Vælde
En Svend, dertil en Mø.
Den Svend frem monne komme
Af Egens Bul, saa kiæk;
Møen, den hulde Blomme,
Sprang af en Rosenhæk.

Askur og Embla klare
Blev ikke lidet glad,
Da vi dem hen lod fare
Til Midgards store Stad.
Vel alle Jordens Hære
Sprang frem af deres Rod,
Som nu os Guder ære
Med Ild og Offerblod.


39
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Det Sagn er vel i Minde:
I Jetters Nederlag
Bergelmer med sin Qvinde
Kun undkom paa et Vrag.
Fra dem alene stammer
Du med din Kæmpeæt,
Som nu blandt Malm og Flammer
I Biergets Dyb er sæt.

Til disse mørke Sale
Vi bragte eder hid.
Hvad har du da at prale
Om ældre Fødselstid?
Af Aser overvundet
Med alt dit Kogleri,
Est du til Fieldet bundet,
Og kun om Natten fri.

Men ret som Ukrud vilde
Udbreder sig heel snart,
Saa gaaer det ogsaa, ilde,
Med eders Kæmpeart.
Mod Asers Hær hiin faste
I atter prøve paa
Jer dristigt at formaste;
Men det skal ilde gaae.

Ei nok, at I fordærve
Den bolde Askurs Æt,
Og mangt et Rov erhverve
Ved skammelig Idræt;
Men selv de Altre faste,
Som staae for Valhals Gud,
I vover at kuldkaste,
Og slukke Flammen ud.

Derfor fra Odins Rige
Jeg kommen er herned,
For dig, o Trold! at sige,
At jeg din Trædskhed veed;
Blot ved et Ord saa brat
De jotunheimske Slægter
Vel at fordærve plat."

40


Nordens Guder

Thors Blik stod høit i Lue
Ved disse strenge Ord;
Han var heel skiøn at skue,
Den stærke Asa-Thor.
De gyldne Plader lyste
Ham paa det hvalte Bryst.
I Løn hver Jotun gyste,
Han stod saa rolig, trøst.

Taus i de vilde Flammer
Han skued nær og fiern;
Han løfted op sin Hammer,
Saa tung, af drevet Jern.
Ned giennem Fieldet dandsed
En sølvklar Klippebæk,
Den ved hans Fødder standsed,
Hvor den blev stum af Skræk.

Da sagde Jetten fage,
Den feige Utgards Drot:
"Jeg lader dig ei drage
I Vrede fra mit Slot.
Du skal din Fod her fæste
Endnu en stakket Tid.
Jeg vil dig venligt gieste,
Da du est kommen hid.

Vi vil alt uden Vrede,
Naar Ingen meer er træt,
En Leg her tilberede,
Som sømmer Heltes Æt;
Saa kan vi uden Harme
See udi Kappelyst,
Hvo der har stærkest Arme
Og mandigst Kæmpebryst."

Sit Ja til denne Tale
Gav Thor med villig Hu.
I guldbesprængte Sale
Dem Drotten førte nu.
Et Bord af Marmor hugget
Stod der paa gyldne Been.
Da blev heel svarlig drukket
Af huul Karfunkelsteen.

41
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da toned Kildevældet,
Alt Sølv i Bierget klang,
Høit Stormen lød i Fieldet,
Det var en selsom Sang.
Gud Thor ved Roskas Side,
Samt Thialf' og Loke froe
Sad udi Salen vide;
Heel lysteligt man loe.


42


Nordens Guder

Giøgleriet i Utgard.



Da ved de brede Borde
De Kæmper rundt nu sad,
Tog Loke snildt til Orde,
Den muntre Asa glad;
Han mon ei længe tøve,
Han raabte skiemtsom Viis:
"En Leg vi strax vil prøve,
Hvori jeg vinder Priis."

Utgarde-Lok' behænde
Da mellem sine Mænd
Til Loke sig mon vende,
Og sagde: "Siig os den!"
Loke med megen Glæde
Greb til en Brad paa Stand;
Han svared: "I at æde
Ei findes min Overmand.

Af hvad jeg nys har fristet,
Vel Madlyst man kan faae;
Den Kraft, man haver mistet,
Man atter søge maa.
Du haver stærke Giester,
Som ogsaa her kan feide;
Thi lad din Kiogemester
I Stegerset vel arbeide!"

Da sagde Utgards Herre
De skiemtefulde Ord:
"Der er fast Intet værre,
End hungrig at gaae fra Bord;
Dog skal du mærke, Kiære!
Skiøndt du est Kostens Ven,
At du kan Intet tære
Mod een af mine Mænd."

As-Loke brat mon studse,
Han hurtig reiste sig,
Han sagde: "Onde Thusse!
Troer du at skrække mig?"
Kaldte da Drotten svare,
Heel listigt han mon lee.
Da monne sig aabenbare
En Jotun, sær at see.

43
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Han sprang af mørken Kammer,
Sin Husbond brat han lød.
Heel underlige Flammer
Sig i hans Harnisk brød:
De fleste vare gule,
Nogle var rød' og blaa.
Den Trold ei monne skule,
Kiækt han paa Guden saae.

Hans hvasse, stærke Tænder
Sad i en dobbelt Rad;
Selv paa hans Fingerender
I Neglers Sted de sad.
Hver Tand heel selsomt lyste
Alt med en Flamme stor.
Ung Roska svarligt gyste,
Af Skræk hun sammenfoer.

Da bortsvandt Fieldets Skygge.
Sig Loke reiste op.
Han sagde: "Du kan tygge,
Seer jeg, med al din Krop.
Dog, om du ogsaa bruger
Hvert Lem saa mangelund,
Troer jeg, ei meer du sluger,
End Loke med sin Mund."

Et Fad man da indbragte,
Vel hamret ud af Guld.
Utgarde-Lok' det lagde
Med lækkre Brade fuld.
Den Trold, heel sær at skue,
Samt Loke, den stærke Mand,
Da aad af al Formue,
Det siger jeg for sand.

Alt ved den ene Ende
Stod Trolden for det Fad,
Asa-Lok' behænde
Ret for den anden sad.
Da blev heel svarlig sluget,
Det var stor Lyst at see;
Paa een Gang midt i Truget
Da baade mødtes de.

44


Nordens Guder

Da havde Loke Kiødet
Reent ifra Benet ædt,
Som der for ham var sødet;
Han var da saare mæt.
Dog Jetten ei alene
Havde ædet den halvde Mad,
Men og de haarde Bene,
Dertil det gyldne Fad.

Da blev stor Spøg og Latter,
Selv Thor heel svarligt loe;
Roska, Bondens Datter,
Var da i Hu saa fro.
De Giester alle tillige,
Som sadde i Middagsstunden,
Den Dom da mon afsige:
At Loke var overvunden.

Da sagde Utgards Fyrste
Til Thialf' i Brynien blaa:
"Da dog ei meer vi tørste,
Lad os meer Latter faae!
Vor Gammen i at spøge
Vi finder alle nu;
Tho lad os og forsøge
Nu dine Kræfter, du!"

Da svared Thialf' hiin gode:
"Hvad kalder du Forsøg?
Du maa dig ei hovmode
Ved Asa-Lokes Spøg.
Han klædte mig i Plade;
I giør mig ingen Meen,
Skiøndt I kan sluge Fade,
Dertil, som Hunde, Been."

Den skulderbrede Jette
Til Thialfe atter skreg:
"Vi vil herom ei trætte;
Siig nu kun frem en Leg!"
Da svared Thialf' behænde,
Han lagde sit Harnisk hen:
"Saa vil til Maals jeg rende
med een af dine Mænd."

45
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Da skreg den Drot i Bierge:
"Slig Leg er saare god.
Naar man sig ei kan værge,
Saa bruger man sin Fod.
Lader os ei spilde Tiden!
Slig Leg du vist forstaaer;
Dog troer jeg, Tommeliden
Dig fuld vel overgaaer."

Thialf' rynked sine Bryne,
Han beed i Læben sig.
Da blev der snart tilsyne
En Dverg heel underlig:
Saa smidig som en Bue
Han var, men lidet før;
Man kunde ham grandt ei skue,
Han dæktes af et Slør.

Til Leg han sig beredte;
Snart snerped han sig ind,
Snart vidt han sig udbredte
Alt efter sagten Vind.
Da sagde Thialf' hiin svare:
"Slig Krop vist Faa har havt;
Dog skal til langt at fare
Ei Myghed blot, men Kraft."

Thi tog han til at rende,
Saa det i Bierget skialf;
Da dreied ved Løbsens Ende
Den Dverg, og mødte Thialf'.
Thialf' vilde sin Harm ei røbe
Udi det skumle Bierg;
Han sagde: "Lad os løbe
En Gang endnu, o Dverg!"

Det Løb da brat begyndte
Udi det hule Hiem.
Sig Thialfe svarligt skyndte,
Kom dog kun langsomt frem.
Den Dverg foer som en Alfe
I Hast til Maalet ud,
Da var derfra end Thialfe
Vist nok et Pileskud.

46


Nordens Guder

Alt til den tredie Prøve
Man strax beredte sig;
Da mon ei Dvergen tøve,
Tro mig heel sikkerlig!
Til Maalet han sig skyndte,
Foer saa paa hurtig Fod
Tilbage, hvor Løbte begyndte;
Ved Maalet ei Thialf' end stod.

Da blev til Dom forbundet
De Kæmper strax paa Stund.
At Thialf' var overvundet,
Der sagdes med een Mund.
Thialf' sig i Krog mon sætte,
Den Dverg svandt som en Vind.
Thialf's Lemmer var saa trætte,
Harm brændte ham paa Kind.

Da sagde føren Jette
Til Thor, den stærke Mand:
"Du maa dog og udrette
En Idræt nu paa Stand.
Vel dine Kæmpers Lykke
Var her ei saare stor;
Men med et svarligt Stykke
Kan du dem hevne, Thor!"

Da svared Thor hiin høie
Med Haand alt under Kind:
"Det kan sig vel saa føie;
Bring mig et Horn herind!
Skiøndt Loke kunne ikke
Her æde med din Svend,
Vil jeg dog svarligt drikke
Vel fremfor alle Mænd."

Utgarde-Lok' behænde
Da vinkte, som tilforn;
Da treen een af hans Svende
I Hallen med et Horn.
Det var af Malm hiin gule
Med mange Skrifter paa;
Uden den store Hule
Dets ydre Spidse laae.

47
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Thor monne det betragte,
Det var heel kunstig giort;
Heel stort han det mon agte,
Dog langtfra ei for stort.
Sagde da Utgards Fyrste
Til Thor saa mangelund:
"Den skal vist ikke tørste,
Som stikker det ud til Bund.

Naar mine Kæmper dømmes
I Straf for ilde Værk,
Da Hornet ud maa tømmes
Af slig en Kæmpe stærk.
Eet Drag det sielden tømmer,
I to er Sæd at see;
Men ingen Mand det sømmer,
At stikke det ud i tre."

Da sagde med stor Liste
As-Lok' til Utgards Drot:
"Thor er vist ei den Sidste
I Drik paa Odins Slot;
Naar han sin Haand udstrækker
Og efter Hornet taer,
Den Gud da fast forskrækker
Valhals Einheriar.

Ydun saa kiælent kryster
For ham sin Æblemost;
Melken af hendes Bryster
Er ei saa sød en Kost.
Den Most kan Thor udtømme
Ret paa sin Kæmpeviis;
Man pleier ham berømme,
Han vinder stedse Priis.

Det Sagn er ei forborgen,
As-Odin har for Skik
Til Mimer at gaae hver Morgen,
Og faae en Kildedrik.
Et Horn, som Hvermand hylder
For Dybden, Breden fin,
Med Vand da Mimer fylder;
Det blier til liflig Viin.

48


Nordens Guder

Det kan jeg fuld vel sige:
Engang, da Odin drog
Ud fra sit Guddomsrige,
Da Thor hans Bæger tog,
Han drak det ud til Bunde,
Den understærke Mand.
Hans Roes er i alle Munde,
Det siger jeg for sand.

Da Odin brat erfared
Den Asas Idræt nu,
Da snarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
Han sagde: Du fordrister
Dig aabenbar, som i Løn;
Jeg troer, selv Skiebnen frister
Du rask, min kiække Søn?

Ved denne Drik hiin søde
Gud Thor sin Viisdom fik.
Hans brune Kinder gløde
Endnu af denne Drik.
Hver Gud da monne dømme,
Det var en Idræt stor.
Skulde da nu ei tømme
Dit Horn den stærke Thor?"

Da sagde Utgards Fyrste:
"Hvo veed, om i Valhal
Man kan saaledes tørste,
Som her i denne Sal?"
Da flux det Horn ophæved
Thor med sin Arm saa stærk.
Dybt det i Bierget bæved,
Det var et svarligt Værk.

Meldte da Jetten lede:
"Sæt det kun for din Læbe!
Da vil af Tørst og Hede
Ei Tungen til Ganen klæbe."
Gud Thor da monne fare
Saa sindeligt i Mag,
Han drak af Hornet klare
Et stort og vældigt Drag.

49
Adam Gottlob Oehlenschläger



Nordens Guder

Han drak, som Sandet drikker
Udi den hede Ørk,
Naar han sin Regn udskikker
Fra Tordenskyen mørk.
Den Gud med megen Ære
Da saae udi det Horn -
Da tyktes det hannem være
Saa bredfuldt, som tilforn.

Gud Thor kun sielden pukker,
Han virker i sin Kraft;
Thi tog han store Klukker,
Lænt til sit Hammerskaft.
Han slog i Panden Rynker,
Det var en stor Bedrift,
Han drak, som Elven synker
Udi en Klipperift.

Monne da ned sig bøie
Den Herre, som tilforn;
Med et nysgerrigt Øie
Han kiged i det Horn.
Da mærkte han med Vrede,
At det var fuldt, som før,
At indtil Hornets Bredde
Der ei en Plet var tør.

Da satte det for Munden
Den stærke Asa god,
Han drak, som Afgrundsbunden
Drak Kæmpen Ymers Blod.
Udi den Hal hver Thusse,
Som skued den Idræt,
Da monne svarligt studse;
Men snildt de skiulte det.

Da Thor nu mon fornemme,
Det ei var udtømt end,
Da hæved han sin Stemme,
Og rakte Hornet hen;
Han sagde: "I at drikke,
Jeg seer, I stande først;
Thi Valhals Guder ikke
Har hede Sygers Tørst.

50


Nordens Guder

For Tørstens Glød at slukke
De Guder morgenrøde
End aldrig Horn udstukke,
Men for i Kraft at gløde.
En herlig Miød blier blandet,
Det har vi der for Skik,
Meer kraftig, mindre vandet,
End denne ferske Drik."

Da sagde Jetten lede
Til Valhals Asa-Thor:
"Naar Skuldrene er brede,
Er ogsaa Bugen stor.
Men da vi nu kun spøge,
Saa er end min Begiær,
At du vil kiækt forsøge
En anden Idræt her.

I disse høie Sale
Det er vor gamle Skik,
Os lystigt husvale
Ved Leg, saavel som Drik.
Thi vil vi ikke tøve;
Da vi er end ei trætte,
Vi Kræfterne vil prøve
Ved Byrder op at lette."

Gud Thor da gav sin Villie
Til disse Lege brat.
Da løb ad brede Tilie
En egen Art af Kat;
Den saae paa Thor heel bange,
Og krymped tidt sig ind,
Skød Bugter som en Slange
Med lumskt og frygtsomt Sind.

Den stirred gridskt og slugen
Med røde Øine smaae;
Den skød sig frem paa Bugen,
Og nær ved Guden laae.
Den kunde sin Frygt ei tvinge,
Da den af Krog blev kaldet;
Af Horn den havde Ringe,
Og var om Livet skaldet.

51
Adam Gottlob Oehlenschläger



<