I en Landsbykirke Vi sad i Landsbykirken En raa Novemberhimmel Oplyste svagt langs Muren Den fugtiggrnne Skimmel.  Tre, fire gamle Bnder, Samt Prst og Degn, var Flokken, Som med sit Skrat fra Taarnet, Hirevnet, kaldte Klokken.  Stv laae paa alle Nnke.  Af Malerier spored Man kun den flinke Ungdoms Haandtegninger i Choret.  Og, som paa Hogarths Plads I bittert Lune stukket, Var over Fattigbssen Tt Spindelvvet trukket.  Istedenfor et Orgel, Til Vinterstormens Tuden, Peb Dren med sit Hngsel Og klirrede Blyruden.  Den eneste Par Engle, Som fandtes, laae i Gruset, Ormstukne, invalide, Henslngt i Vaabenhuset.  Og Lysene paa Altret Var ikke tndt - bevares!  Der gives intet Sted, hvor Meer ugeneert kan spares.  De tommelange Stumper Stod paa Profit i Stagen, Og Dugen var et smudsigt Og stoppet gammelt Lagen.  Der var en dyb forladthed, En kulde og et de, Der var en rdsom Tomhed, Som i en Grav hos Dde.  Der var - dog nok om dette!  Du vil ei mere hre, Og jeg vil ikke heller Det Vrste just berre.  Nok vel, til at forstemme En Virtous, endsige En Diletant i Troen Som mig og mine Lige.  Men d u - var ved min Side; Jeg saae din unge Pande I renest Stiil en Kuppel, En yndig Hvlving danne.  Paa den var ingen Fure; Der var en himmelsk Eenhed I disse Liniers Bining, I disse Farvers Reenhed.  Og dine Blik, som Ungdoms Og Uskylds Engle tndte, Var Alterlys, som roligt Med klare Straaler brndte.  Det stumme Sprog i Smilet, I Mundens Form og Rdme, Overgik alle Psalmers Livsalighed og Sdme.  Fuldvrd et Slverorgel I Pulpiturets Stole Var en melodisk Rislen Mig af din Silkekjole.  En sterlandsk Parabel, En yndig Lrestning Var i de brune Lokker Og deres blde Fletning.  Og al den stille Andagt, Som Sind og Hjerte hver, Og al den fromme Gysen, Som Helligdommen krver - Fornam jeg i din Nrhed, Indgjd dit tankefulde Hitidelige Udtryk Mit Letsind og min Kulde.
